Måske...

Det er mærkeligt, hvorfor det er så anderledes med ham her Manden. Ved alle mine crushes har jeg altid været lurepasser, nydt dem på afstand og ventet på at de ville gøre noget. Hvilket så aldrig rigtigt sker. Ved ham her har jeg en helt anden trang til at gøre noget. Måske har jeg bare indset at den anden taktik jo ikke virker efter hensigten. Måske er det fordi jeg ikke automatisk ser ham, hvis jeg ikke selv tager initiativ (det skulle da lige være, hvis han tager initiativ til noget, men det kan jeg jo ikke gå og vente på). Det er nemmere at gå og sukke over folk i stilhed, hvis man bliver fodret med synet af dem på daglig basis. Manden ser jeg højst sandsynligt ikke igen lige foreløbigt. Ikke før forårsbyturen, hvis de overhovedet husker at invitere mig, når vi når så langt. Måske er jeg mindre bange for at være proaktiv, fordi jeg ikke behøver se ham igen særligt ofte, hvis han ikke er interesseret. Måske. Måske har jeg bare en sær fornemmelse af, at han ikke vil være afvisende. Måske tager jeg fejl. Det finder jeg jo kun ud af på én måde... Ready, set, action!