Sommerfugle

Min fornemmelse af Den Perfekte svinger virkelig meget for tiden. Nogle gange er jeg sortseer, overbevist om at han på ingen måde er interesseret i mig, mens jeg andre gange kommer i tanke om en eller anden lillebitte ting, som jeg sagtens kan få tolket på en måde, så jeg kan overbevise mig selv om at han altså er lidt interesseret i mig. Det er ikke nemt.

De sidste par dage er det gået op for mig, at det måske ikke kun er mig, der er usikker og lidt nervøs i forhold til at vise ekstra interesse. Bare fordi han er en rigtig people person, så kan det jo godt være han er lidt tilbageholdende overfor folk, han har et godt øje til. (Når jeg tænker de her tanker er jeg selvfølgelig i en af de positive faser, hvor alt nærmest skriger til himlen, at han er vild med mig...).

Nå, men jeg prøver alt, hvad jeg har lært at være mere åben, når han er i nærheden og jeg smiler til ham, når jeg ser mit snit til det. Og han søger altså også mit blik ret ofte.
Men nu til sagen! Hele grunden til at jeg fik lyst til at blogge i dag er nemlig, at jeg oplevede en ret intens øjenkontakt fra ham i dag, så jeg kan næsten ikke være i min krop og jeg får kriller i maven bare ved tanken. Puh, det kan da ikke bare være venskabelig øjenkontakt. Igen-igen foregik det i frokostpausen. Vi sad på samme side af bordet med en anden siddende imellem os. Da Den Perfekte er færdig med at spise, rejser han sig og går over og sætter sig næsten overfor mig (der sad en anden lige overfor mig) med den begrundelse at han ville over i solen (hvilket selvfølgelig også er en ganske plausibel årsag...), men det kunne jo også være med skjulte bagtanker om at etablere intens øjenkontakt med mig (haha, jeg analyserer for meget på for lidt). Men mens snakken gik blandt hele flokken, så fik vi altså øjenkontakt ret mange gange og det var altså ikke mig, der indledte den hver gang. Jeg kunne mærke hans blik på mig og jeg var modig og gengældte øjenkontakten. Og den blev altså holdt længe nogle gange. Og det skete også, når det var alle andre, der talte, hvor det ville have været naturligt at se på den, der talte i stedet. Det gør man da ikke bare uden grund, gør man? 
Ej, jeg har sindssyge sommerfugle i maven nu. (Om ikke andet, så kan jeg da læse det her en dag, hvor jeg er trist, og mindes de smukkeste blå øjne kigge ind i mine. Jeg fik i hvert fald dagdrømt en del i løbet af eftermiddagen og måtte tage mig selv i at smile lidt fjoget ind i væggen, mens jeg arbejdede...).