That ship has sailed.

Netop, som jeg havde besluttet mig for at stoppe med at være passiv og dermed kaste mig ud i at genoptage kontakten med Kaffemanden, ligger der pludselig et album på hans facebook med en masse billeder. Fra hans nyligt overstående ferie med sin kæreste. Slam! Så kan jeg lære ikke at vente for længe... Selvom det selvfølgelig er godt at han har det godt og er glad, gav det altså et stik i hjertet, da jeg så det. Og jeg blev faktisk ret trist. Det kunne jo, måske, have været mig, der var med ham på den ferie. Hvorfor skulle det tage mig så lang tid at indse, at vi måske kunne være et godt match? Hvorfor skulle jeg være så optaget af Studiekammeraten sidste år, at jeg ikke kunne se, at jeg faktisk var ude med en virkelig god gut, som faktisk, ved nærmere eftertanke, nok kunne være ret perfekt til mig?
"Ja, hej, jeg skulle lige bruge et år til at tænke mig om og komme frem til, at jeg egentlig meget godt kan lide dig og synes at vi skal ses".
Men det er der jo ikke så meget at gøre ved nu. Det er da altid noget, at jeg opdagede det før jeg nåede at invitere ham ud. Jeg skulle jo så bare have fået de tanker noget før. Men det er jo også fjollet at gå og være ked af, at han har fundet en anden. Har jo ingen idé om det rent faktisk ville fungere mellem os (eller overhovedet blive til mere end et par kaffedates). Heldigvis skulle jeg på ferie et par dage efter jeg opdagede det, så jeg fik flyttet fokus væk fra ham, hvilket nok var meget godt. Nu har jeg efterhånden accepteret, at jeg bare var for langsom og at jeg aldrig finder ud af, om vi kunne være et match made in heaven. Meeen, hvis han nu bliver single igen, så kan jeg jo altid overveje at gøre noget til den tid. Måske. Det kommer jo an på så meget.
Men jeg har da i hvert fald lært, at jeg skal stoppe med at lurepasse så længe. Det skal være slut! Nu skal jeg være åben overfor de muligheder der byder sig og give ting en chance.