Stirreren

I øvrigt, så var jeg til fest for noget tid siden, hvor der tydeligvis var én, der havde et godt øje til mig. (Bør nok tage forbehold for at jeg er sindssygt dårlig til at aflæse signaler, men altså...) Jeg tror, han var lidt interesseret. Vi hilste på hinanden tidligt på aftenen og snakkede et par minutter, og jeg tænkte faktisk, at han da egentlig så okay sød ud.
Klip til nogle timer senere, et godt stykke over midnat. Han er tydeligvis ret fuld, og han ligner virkelig en, der bare burde gå hjem i seng. Han snakker ikke rigtig med nogen, men går bare rundt med sin øl og misser med øjnene. Knap så attraktiv, som jeg syntes tidligere, snarere lidt ynkelig. Jeg står ude i gangen og overvejer at tage hjem, står bare og observerer folk. Og så kommer han hen og stiller sig overfor mig og vil skåle med mig, jeg har ikke noget at skåle med, hvilket jeg siger til ham. Så står vi lidt akavet og ser på hinanden (jeg ser måske mere rundt i lokalet, min generthed begynder at overtage). Han tilbyder mig sin øl (uden at sige noget, han har tilsyneladende mistet talens brug på dette tidspunkt), jeg har ikke ligefrem lyst til øl, så jeg takker pænt nej. Og så står han bare og stirrer på mig, mens jeg bliver mere og mere genert og ikke aner, hvor jeg skal se hen. Jeg forsøger mig lidt med at se på ham, for ikke at være for afvisende, men det bliver for underligt og intenst, når han ikke laver andet end at stirre uhæmmet på mig. Haha, det har været et kønt syn. Hvad der bryder hans stirren kan jeg ikke huske, men han stopper i hvert fald på et tidspunkt, hvorefter jeg tager hjem. Åh ja, jeg bør nok øve mig lidt mere i det dér med øjenkontakt med fremmede (jeg er ellers blevet ret god til det med folk, jeg kender, især Den Perfekte... suk).