Så kommer man hjem fra ferie og tænker, at jeg da lige kan forevige lidt tanker om mit crush på min (nu tidligere, suk) studiekammerat, og så ser jeg at jeg har fået en kommentar her på bloggen! Uh, det er jo helt ligesom i de spæde blogstartsdage, hvor man faldt helt i svime over, at der rent faktisk var nogen, der læste det, man skrev, og ovenikøbet gad skrive kommentarer til en. Så jeg er meget glad, det er helt åndssvagt, haha.

Nå, men status er, at jeg har haft temmelig meget transporttid, og dermed tænketid, i løbet af min ferie. Og det er jo nok ikke så svært at regne ud, at store dele af den tænketid er gået med at tænke på Studiekammeraten. Jeg har drømt om ham adskillige gange, gode drømme, så man ikke har lyst til at vågne, men bare gerne vil sove videre og drømme i en uendelighed. Men det kan man jo ikke. Og så er der jo ikke andet at gøre, end at drømme om ham om dagen også. Så jeg har muligvis været ret mentalt fraværende til tider på den ferie, men det blev ikke kommenteret, så helt galt kan det nok ikke have været (eller også har mine forældre bare vænnet sig til, at jeg kan være sådan...).

Jeg tænkte utroligt ofte, at han burde have været der og på, hvordan det ville have været, hvis han nu havde været der i den og den situation. Og så kunne jeg jo bare savne lidt mere. Men altså, når man sidder 3 ved et 4-mandsbord, så er det jo også meget naturligt at tænke sådan, ikke?
Der var mange, mange situationer, hvor jeg havde lyst til at sende et besked eller et billede til ham med sådan nogle små, ligegyldige ting, som jeg bare lige fandt interessant eller fik mig til at tænke på ham. Men den slags har jeg ikke teknisk udstyr til (endnu - regner stærkt med at opgradere snarest), så det måtte blive ved tanken. Og det var måske også meget godt - han skulle jo nødigt drukne i længselsfulde beskeder, som han måske slet ikke har den fjerneste lyst til at svare på.

Men årh, hvor har jeg savnet ham meget. Bare tanken om den måde han tit har lagt armen om mine skuldre, kan nærmest få det til at kilde i min mave. Og da han på den bytur vi var på, sidst jeg så ham (det føles som så længe siden...) lagde hånden på min lænd, da vi gik rundt mellem fulde folk på diskoteket og ledte efter de andre (vi fandt dem aldrig). Er det sådan noget han ville gøre ved alle andre piger, han følges med, eller var det kun fordi det var mig? Og da vi gav hinanden to farvelkram, i stedet for bare et. Det gør man vel heller ikke ved alle og enhver?

Og da jeg så kom hjem fra ferie, så blev jeg helt rationel og tvivlende. "Nu skal jeg holde op med at drømme sådan om ham, og det er også for åndssvagt, når han rejser væk og han har garanteret ikke flere følelser for mig, end han har for alle sine andre veninder". Det var ikke en god dag. Men nu er jeg tilbage ved drømmerierne og dagen, hvor jeg skal se ham igen nærmer sig (skal også have skrevet til ham og have bekræftet, at han ikke har glemt aftalen - det er jo bare lige det der med at formulere en besked. Det kræver stor tankevirksomhed fra min side, åbenbart). Og jeg forestiller mig alle mulige scenarier for, hvordan det kommer til at gå... og det er garanteret totalt urealistisk. Men at drømme lidt er vel altid godt?

Og tillykke, hvis du er nået så lang og har læst det hele. Jeg er i så fald imponeret.