[Cardboard Love]
Så sidder man her en sen lørdag aften og længes helt afsindigt meget efter Ham den fine, som er så uendeligt langt væk, både på den ene og den anden måde. I eftermiddags gik jeg ude i solskinnet og sang sange for mig selv, og så fik jeg den idé at finde min bog med hilsner frem, og så kom jeg til at læse den hilsen han havde skrevet til mig den sidste aften. Og så sidder man pludselig på havetrappen med tårer i øjnene og et savn, der knuger helt ned i maven.
Men den triste sindstilstand forsvandt igen og jeg har hygget mig med film (Chocolat, den var god) og frugt og alt muligt. Efter filmen tænkte jeg, at jeg lige skulle læse blogs og sådan noget inden jeg gik i seng, og så skulle jeg liiige se på et billede af mig og ham. Det er mig en gåde, hvorfor jeg ikke bare lader være med at udsætte mig selv for den slags, når jeg udemærket ved, at det højest sandsynligt ville ende med at jeg sidder og stirrer ud i mørket med tårer trillende ned ad kinderne. Jeg ville gøre hvad som helst for at se ind i de smukkeste øjne, jeg kender...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar