[the prusuit of happyness]
3 måneder er gået, siden jeg så Ham den fine sidst. Og jeg har tænkt på ham hver dag lige siden (det er vist aldrig sket før, at min "fascination" (eller burde man kalde det noget andet?) af et andet menneske har holdt så længe efter at vedkommende er forsvundet fra min hverdag...). Det er bare så tåbeligt, for han er uden for rækkevide på alle måder.
På den ene side, så ville jeg ønske, at det kunne fortsætte i en uendelighed, for jeg har svært ved at forestille mig, at der findes andre, som kan udfylde hans plads og få mig til ikke at længes efter ham. Og jeg kan jo på en eller anden bizar måde godt lide at længes efter ham, selvom jeg ved det er nytteløst (men drømmeren i mig har vel stadig et håb derinde et sted).
På den anden side kan jeg godt se, at det her ikke fører nogen steder hen, og at det bare er spild af tanker og følelser, at gå og længes efter ham, når han ikke er tilgængelig (og nu begynder jeg at gentage mig selv...). Men det er bare så svært at lade være, når man er faldet så hårdt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar