Blabla

Jeg tænker alt for meget på ham den fine. Dog har jeg talt lidt med ham et par aftener. Eller... det er mere min veninde, der taler med ham, og jeg lytter bare med og siger ganske få ting, når jeg tager mig sammen (konversationskursus, hvor er du?).
Alle disse minimale fremskridt er jo fine nok, hvis ikke det var fordi tiden er ved at løbe ud mellem hænderne på mig. Lige pludselig er det ovre og så sidder ham den fine langt, langt væk fra mig og jeg aner ikke, hvornår jeg får ham at se igen (eller om jeg overhovedet ser ham igen). Just great, huh?
Måske er det også godt nok, hvis der ikke sker mere end det her. For det ville være langdistance på den virkelig lange måde, hvis det blev til noget mellem os. Og hvad er chancen for, at det sker? Burde der måske ikke være sket noget nu, hvis der skal ske noget? Det kan selvfølgelig også være, at vi er sådan et tilfælde, hvor man skal gå rundt om den varme grød i 100 år og en eftermiddag, før der sker noget, men så er det bare lidt et problem, at vi ikke har så lang tid til at gå rundt om grøden. Hvor latterligt.