Spring is in the air

En tirsdag i marts var jeg modig og fik (med hjertebanken og utallige mislykkede "nu gør jeg det"-taler til mig selv i bagagen) endelig spurgt ham den fine om en tjeneste og hvilken lettelse, det var, at få det gjort, efter at have gået og overvejet det i mange, mange dage, nærmest uger.

Måske jeg langt om længe er ved at lære, at det er bedre at gøre forsøget, end at gå og tænke, hvor åndssvag, man kommer til at føle sig, hvis nu det ikke gik som ønsket. Og når man kan mærke, at man vil fortryde det i en uendelighed, hvis man ikke får det gjort, så er der vel ikke så meget at rafle om.

Nå, men resten af aftenen var jeg et stort, lettet smil. For han indvilligede i at deltage i mit forehavende. Og så gik det op for mig, at jeg rent faktisk skulle føre projektet ud i livet og så blev jeg lidt skræmt. Hvad pokker har jeg nu rodet mig ud i? Og han synes garanteret, at jeg er totalt sær og underlig und alles. Tåbelige tanker, nogen gange ville jeg ønske, at jeg ikke tænkte så meget over alting.

Dagen, hvor projektet skulle gennemføres, oprandt og det var fantastisk og enormt underligt på samme tid. "Okay, this is weird" er virkelig ikke den smarteste replik, jeg har fyret af, men han tog det da meget pænt. Så nu håber jeg bare, at det kan give anledning til mere samtale (af den ikke-akavede slags). Jeg krydser fingre!


[flickr]