Typisk

I morges lå jeg længe i den dér pre-vågne tilstand, hvor man egentlig stadig sover, men i drømmen føles det som om man er vågen, og det er man måske også, man er i hvert fald ret tæt på at vågne, og når man så vågner, så har man ikke lyst til at vågne, så man lukker øjnene for at fortsætte den drøm, man har gang i, og måske sover man videre eller også ligger man bare i en halvvågen døs (det er meget svært at forklare, det her).

Lå som sagt i den her tilstand i morges og drømte, at jeg var i en lufthavn. Jeg skulle flyve helt alene tilbage til eventyrland, fordi jeg tåbeligt nok havde glemt noget bagage, og så står jeg der sammen med nogle af de andre, som skal sende mig afsted, deriblandt Rejsefællen, og jeg er helt ude af den. Hvorfor, ved jeg ikke, det er nok tanken om at skulle hele vejen tilbage for at hente en kuffert eller noget. Og så sker der det, at Rejsefællen vel vil forsøge at trøste mig, så han krammer mig. Som i virkelig krammer. Og jeg klamrer mig til ham og så står vi ellers dér, viklet ind i hinanden, i noget, der ligner en evighed. Og man kan vel godt kramme én, der bare er en ven, men den evighed tog bare lidt for lang tid til at det var et venne-kram. Det er ikke ligefrem, fordi min underbevidsthed er særlig samarbejdsvillig (han skulle jo ud, siger jeg dig, ud!). Midt i det her umådeligt uendelige kram, hvor vi knuger os så hårdt ind til hinanden, at jeg sikkert ikke ville være i stand til at slippe fri af hans favntag, uanset hvor meget jeg forsøgte (ikke at jeg prøvede), så vågner jeg, helt og aldeles viklet ind i min dyne. Og det var nu også meget rart... (men det gør det da ikke nemmere, at holde ham ude af hovedet, hvis min dyne forvandler sig til ham om natten...)