Nytårspessimisme

Normalt bliver jeg tit ramt af nytårsoptimisme, hvor jeg lige er lidt ekstra optimistisk og opsat på gode forandringer og alt det halløj. Og sådan er der vist mange, der har det. Nytårsforsætter er jo ikke et fænomen, der bare er opstået af ingenting.
Denne gang har jeg i stedet været ramt af en seriøs omgang nytårspessimisme, som egentlig ikke helt har sluppet sit tag i mig, men det er trods alt blevet bedre end det har været de sidste par dage, hvor jeg har gået rundt i en tordensky af dimensioner. Nedsunkne mundvige, konstant på grådens rand, bitter og sur på alt og alle. Jeg har ikke været rar at være i stue med, med alle de negative vibes, jeg har udsendt på det seneste. Min alt for korte "ferie" fra jobsøgningen sluttede alt, alt for hurtigt og jeg havde på ingen måde den mindste lyst til at vende tilbage på "arbejde". Dagpengelivet gør virkelig ting ved én, som man ikke kan forestille sig på forhånd. Jeg tror faktisk aldrig jeg været så sur og bitter og nedtrykt i sådan en grad, som jeg har været det nu (men alting får jo et lyserødt skær i nostalgiens tåger, så måske jeg tager fejl).

En anden ting, der måske også har medvirket til mit tungsind er loven om uddannelsesloftet eller hvad det nu hedder, fordi jeg indimellem bliver ret overbevist om at jeg har taget den forkerte uddannelse. Og så klapper fælden jo nu. For det har jo været en lidt trøstende tanke, at hvis alt gik helt galt og jeg aldrig kommer ud af dagpengeland, så kunne jeg i det mindste tage en ny uddannelse og starte på forfra. Men det er så ikke så ligetil nu. Så må jeg jo bare tage mig sammen og fikse problemet på anden vis. (Og den sidste sætning vidner om at jeg ikke er helt så langt nede i kulkælderen lige nu - hvilket jo er meget rart. Så ville jeg med 90% sandsynlighed også have fældet et par tårer eller 20, mens jeg skrev det her indlæg og det er ikke tilfældet, så pessimismen og selvmedlidenheden (oh, jeg har svælget så grusomt i selvmedlidenhed!) er vist på retur.

Apropos medlidenhed, så er jeg virkelig træt af folks medlidende blik og kommentarer om at "der nok skal komme noget" og "lige pludselig, så kommer der et jobtilbud". På dårlige dage er jeg på nippet til at tude, når folk siger det. Andre dage er kan jeg mønstre et "ja, det gør der nok før eller siden" og et lettere anstrengt smil. Men på den anden side, så ved jeg ikke, hvordan jeg ellers synes folk skal reagere. Jeg ville sikkert sige det samme. Nå, nu har jeg vist også sludret nok, selvom jeg for en gangs skyld ikke har vendt mit manglende lovelife. Måske næste gang.