De øjne

På det seneste har jeg nærmest haft øjenkontakt med Den Perfekte på daglig basis. I like. Især fordi vi altid griner eller i hvert fald smiler til hinanden. For eksempel den anden dag, hvor vi sad i hver sin ende af bænken med et par folk imellem os. Der var en ret fornøjelig stemning ved bordet, der blev joket og grinet og på et tidspunkt fanger vi hinandens blik bag om ryggen på de andre. Årh, jeg ville give meget for at det øjeblik skulle vare længere! Og jeg har endda formået at give ham give ham mit blændende smil op til flere gange på det sidste. I dag skete det igen, sjovt nok også i frokostpausen, hvor der sad et par stykker imellem os (jeg fungerer åbenbart bedst, når han er lidt på afstand, så kan jeg tilsyneladende slappe lidt mere af). Jeg bør nok ikke lægge noget i det, for han får sikkert øjenkontakt på samme måde med alle andre. Men frekvensen for øjenkontakt mellem os er altså steget markant. Måske der er håb for at jeg engang lærer at overvinde min generthed overfor ham, hvis jeg bare fortsætter den ordløse, glade øjenkontakt. Om 100 år eller deromkring.