Tænk, at det skulle påvirke mig så meget at få at vide, at min evige med-single pludselig ikke er med-single længere... Så nu er der bare mig. Og det resulterede i en eller anden sær form for ensomhed, jeg ikke lige kunne kapere (klip til scene fra Bridget Jones, hvor hun har ondt af sig selv). Og jeg føler mig ellers aldrig ensom (heldigvis). Men efter at have sovet på det, blev det bedre og på en måde kan jeg vel også bare se det som en bekræftelse på, at alt håb ikke er ude, når én evig single pludselig ikke er det mere, så kan det vel også lade sig gøre for mig. Bare ærgerligt, at Studiekammeraten, som nok er ham, der pt ville være den mest sandsynlige mulighed for at få mig ud af min singletilværelse har forladt landet... Og Den Perfekte er jo for perfekt for mig og jeg har faktisk heller ikke tænkt på meget på ham, her i min eksamenslæsningshule, hvor jeg ikke har set ham.
Til gengæld satte jeg-er-for-evigt-single-og-nu-er-jeg-alene-om-at-være-det-tristheden gang i tankerne om Studiekammeraten igen. Måske fordi jeg sideløbende med eksamenslæsningen har haft gang i et voldsomt Gossip Girl-maraton (ja, jeg blev altså fanget af den, selvom jeg ikke er så meget for at indrømme det) og synet af Chuck Bass (eller måske snarere Ed Westwick) på en eller anden skør måde minder mig om Studiekammeraten. Men det er jo for dumt at sukke efter en person, der er 1000 (eller mere?) kilometer væk. Heldigvis kan jeg trøste mig med, at jeg jo sådan set har det ganske fantastisk uden en kæreste, selvom man måske ikke skulle tro det ud fra indlæggene på den her blog, haha!