Nå, men siden sidst er jeg officielt blevet et år ældre. Og på dagen vågnede jeg op til afslutningen af en ret god drøm, hvor jeg var et eller andet random sted sammen med folk fra mit studie og så dukkede Studiekammeraten pludselig dukkede op. Han var simpelthen rejst hele vejen hertil fra det store udland for at ønske mig tillykke med fødselsdagen og give mig det bedste, lange kram. Og jeg blev virkelig overrasket. Og ville ikke give slip. Det gjorde han heller ikke. Og så vågnede jeg. Det var en meget livagtig drøm. Og hvis det så også var sket i virkeligheden (hvilket jo er totalt urealistisk), ville jeg sikkert også have tabt næse og mund. Men virkeligheden skulle vise sig at være knapt så romantisk komedie-agtig. Jeg spenderede nemlig hele dagen på studiet (så den del blev da opfyldt), men jeg måtte nøjes med et sølle "tillykke med dagen, mumrik :)" på facebook en halv time før det ikke længere var min fødselsdag (som jeg så først opdagede dagen efter).
Den manglede lykønskning påvirkede mig helt sindssygt og alt for meget. Da jeg gik i seng og måtte indse, at han nok havde glemt mig, var jeg helt grædefærdig og var sikker på, at han er ligeglad med mig og slet ikke kan lide mig mere end han kan lide alle mulige andre. Havde alligevel ikke troet, at det ville betyde så meget for mig, at han huskede min fødselsdag (hvilket jo ikke er særlig svært i disse facebook-tider). Men da jeg så står op næste morgen er der alligevel den lille lykønskning. Og så kom tårekanalerne lidt på arbejde igen. Om det var fordi jeg var lettet over, at han alligevel ikke havde glemt mig eller om det var fordi jeg blev lidt skuffet over, at det ikke var en mere personlig besked, ved jeg ikke. Måske det var en blanding. Jeg er simpelthen for dum nogle gange. Tænk, at begynde at tude over den slags småtteri...