Nå, men den dér aftale, jeg havde med Studiekammeraten, gik ganske fint. Det var en lille smule akavet de første par minutter, og jeg var lidt forfjamsket og vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv, men bortset fra det, var alt godt og det var vældig hyggeligt.
(Og den dér akavethed er der nærmest altid, uanset hvem det er man mødes med efter ikke at have set hinanden længe... Er det bare mig, der har det sådan?)

Da den værste akavethed havde lagt sig, føltes det bare rart at være i hans selskab igen. Der poppede hele tiden nye ting frem, som jeg havde lyst til at sige, og snakken kørte virkelig, som jeg sjældent har oplevet det. Normalt skal jeg altid bryde min hjerne med, hvad jeg skal sige, i hvert fald overfor langt de fleste mennesker, jeg har mødt, men det var slet ikke et problem. Godt tegn. (Nu havde jeg selvfølgelig også haft en halv sommerferie til at komme i tanke om ting, jeg havde lyst til at fortælle ham, men alligevel...).

Pludselig var aftenen gået og han skulle hjem, og så kunne jeg ellers sidde der og være totalt overgearet over at det var gået så fint, men igen - hvorfor skulle det ikke gå fint? Ved virkelig ikke, hvad jeg havde forestillet mig... godt nok har vi aldrig rigtig været alene i så lang tid, uden andre menneskers tilstedeværelse, så der var vel ingen garantier for, at det ikke ville være fuldkommen akavet og mærkeligt. Men der var ingen grund til bekymring, heldigvis.

Det eneste kritikpunkt er, at jeg aldrig fik lejlighed til at komme fysisk tæt på ham udover de to kram, da han kom og da han gik (og som han lagde op til). Men det virkede pludselig voldsomt intimt, hvis jeg skulle ae ham på ryggen, som jeg ellers plejer, når jeg får chancen. Så det fik jeg ikke taget mig sammen til. Men det går jo nok, måske næste gang...
For der bliver en næste gang. Og han har tilsyneladende også haft det rart i mit selskab, han ville i hvert fald gerne vide, hvornår han ville få mig at se igen (yay!). Det er jo lidt svært at svare på, når han flytter udenlands og ikke længere er inden for rækkevidde på en hverdagsaften. Men han vil gerne have mig på besøg, hvis jeg skulle finde på at tage derover (yay igen!).
Så nu er jeg ikke længere så bekymret for, om vi kan finde ud af at holde kontakten (jeg er virkelig slem til at lade ting løbe ud i sandet, hvis jeg ikke per automatik ser folk, desværre, men ikke denne gang, jeg må øve mig). Og nu ved jeg også, at han er interesseret i det, og det burde vel gøre det nemmere.
Måske det også er derfor jeg ikke har været på grådens rand over vores forestående adskillelse endnu (har kun haft tårer i øjnene en enkelt gang, og det gik hurtigt over). Men det kan jo være det kommer...

(Sikke en evaluering, hva'? Jeg er vist gået lidt i selvsving...)