Da vi skulle fejre overståede eksamener lagde ham studiekammeraten, som jeg skrev om allersidst i seneste indlæg, armen om mine skuldre. Det var enormt rart. Jeg lagde min arm om ham og så gik vi to-tre skridt, før jeg af uvisse årsager var så snothamrende dum at slippe ham. Og så slap han også mig. Og så fortrød jeg med det samme, at jeg havde sluppet ham. For det var virkelig rart. Beviset på, at jeg virkelig trænger til kropskontakt. Og en arm om skuldrene er ikke værst, heller ikke selvom det bare er en rar vennearm. For det er bare varme vennefølelser, jeg har for ham. Og tror det er det samme for ham. Så det er jo godt. Han er også alt for ung til mig. Jeg kan heller ikke se os sammen på den måde. Nå, men da vi så skulle sige farvel, lagde han op til noget high-five-agtigt, mens jeg mere havde gang i noget kram og så endte det med et akavet halv-kram. Det var lidt kikset. En anden gang nogen lægger armen om mine skuldre, så skal jeg altså være lidt bedre til at tage imod. Basta.