Tingeling

Det er allerede flere uger siden jeg fik verdens bedste kram (hvis vi lige ser bort fra, at det faktisk var et farvelkram). Tiden flyver virkelig. Om aftenen gik det pludselig op for mig, at det var sidste gang i meget lang tid at jeg var så tæt på Ham den fine, og så var der dømt tudefjæs. Og jeg fortrød, at jeg ikke fik fortalt ham face to face, hvor meget jeg holder af ham.
Men jeg trøster mig med, at jeg under krammet fik sagt, at jeg vil savne ham (han svarede ikke, men havde heller ikke forventet andet) og at jeg til afslutningsfesten fik skrevet en lang, lang hilsen til ham - hvor jeg skrev alle de ting, jeg ikke har turdet sige tidligere - som måske egentlig indikerer ret tydeligt, at jeg synes utroligt godt om ham, omend jeg ikke skrev det helt direkte. "I love your smile" og andre komplimenter i den dur er vel meget rart at få, tænker jeg. Og så kan jeg jo klappe mig selv på skulderen, fordi jeg rent faktisk fik skrevet alle de ting, jeg har gået og tænkt. Hurra for lettere beruset hilsenskrivning kl. 4 om natten den allersidste aften! (En anden gang burde jeg nok overveje at få den slags ting ud lidt før, så han kunne have nået at give en eller anden form for respons, hvis han ville. Det ville i hvert fald øge chancerne for at der ville ske noget. Det er trods alt lidt svært, når afstanden er så stor nu...)