Det der med at gengælde følelser

Kender I det, når man kan mærke, at der er en person, der er vild med een, og man ikke gengælder følelsen i samme grad, og derfor prøver at undgå at gøre og sige ting, der kan give vedkommende håb om at man har følelser for personen af samme kaliber?
Jeg kender det godt, og det er faktisk lidt irriterende i længden, selvom man egentlig bare burde være smigret over, at der findes folk, der føler sådan for een (det er bare ikke superfedt, når man ikke - overhovedet- bryder sig om vedkommende).


[the pursuit of happyness]

Problemet er, at jeg tror, Ham den fine har det sådan med mig. Han opsøger mig kun, når jeg er sammen med andre (så teknisk set er det vel ikke mig, men de andre, han opsøger?) og han holder sjældent øjenkontakten særlig længe ad gangen. Og en hel masse andre småting, som jeg tillægger en betydning, der slet ikke er der, bare fordi det er ham, det handler om. Jeg ser spøgelser. Det er jo ikke fordi alle andre taler mere med mig eller ser mig længere i øjnene, end han gør. Jeg ville bare ønske, han gjorde det endnu mere, end han gør. Ih, jeg tænker seriøst for meget over det. Nu skal jeg bare nyde den sidste tid, hvor han er i min nærhed, færdig slut.
(I øvrigt superopløftende at sidde og blogge om det her en fredag aften...)