Panik

Det er ved at gå op for mig, at det er snart, jeg skal afsted. Og det er selvfølgelig enormt rart, at ventetiden snart er slut, når man har gået og ventet i noget, der ligner flere evigheder. Men lige i dag er jeg lidt panik-agtig. Hvad nu, hvis folk ikke kan lide mig eller hvis der ikke er nogen, jeg kan lide? Hvad nu hvis min baggage forsvinder eller et eller andet vigtigt går galt? Hvad nu hvis ingen kan lide hinanden og man ikke har noget til fælles med nogen som helst? Og hvad nu hvis flyet styrter ned og maden er dårlig? Alle mulige latterlige tanker, som I nok kan se. Det skal nok gå godt, og der er garanteret nogle søde mennesker, man kan fungere sammen med og en forsvunden bagage er træls, men man kan vel leve med det. Og hvad er chancen for at flyet styrter ned? Jeg er ret sikker på, at det nok skal gå alt sammen. Det bliver en fantastisk oplevelse. Men det er altså temmelig vildt at rejse helt alene ud i den store verden, synes jeg. Og jeg har endda selv valgt det (jeg har en lille smule svært ved at forstå, hvad det egentlig var, der fik mig til det). Tænk, at jeg tør... (Lige nu tror jeg rent faktisk ikke jeg tør, men det er nok bare spænding og en smule nervøsitet... man skal vel flytte nogle grænser nu og da.)