Havde helt glemt, at jeg havde skrevet så meget papirdagbog. Og en periode skrev jeg faktisk hver dag, indtil jeg åbenbart kørte lidt træt i det og begyndte at holde "dagbogsfri dag" (og faktisk brugte en hel side på at skrive datoen og derefter skrive "Dagbogsfri dag" flere dage i træk, haha). Overvejer lidt om de skal destrueres på en eller andet måde, for tror jeg graver mig ned, hvis der nogensinde er nogen, der skulle finde på at læse dem...
Nu hvor jeg tænker over det, så har jeg faktisk ført dagbog eller noget tilsvarende i rigtig, rigtig mange år. Da jeg gik væk fra papirdagbøgerne, skrev jeg sideløbende to forskellige steder på nettet, hvor jeg skrev jævntligt fra 2005 til 2007 og så gik jeg over til blogging. Men da jeg fandt de her gamle, pinlige bøger, der allerede er forvist til den dybeste skuffe igen, fik jeg lyst til at læse lidt i mine net-dagbøger og selv det, jeg har skrevet der, er milevidt fra noget jeg ville skrive i dag. Det er lidt mærkeligt at se ens udvikling på skrift gennem så mange år. For jeg synes sådan set ikke, jeg har ændret mig så meget og så alligevel, så ved jeg jo godt, at det har jeg. Men man lægger bare ikke rigtig mærke til det, når man hele tiden er med i processen.
Alt den her dagbogssnak mindede mig lige om en lidt alternativ dagbog, jeg stødte på, på Rynke Blog for nylig, nemlig Keel's Simple Diary. Sådan en tror jeg, jeg vil have engang, for den er da lidt sjov og anderledes. Og så ramte introduktionen ret godt i forhold til mine opdagelser i dag, se punkt 3. Det er da helt klart et argument, jeg kan forstå.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar