Sidst, jeg skrev herinde (hold nu op hvor tiden flyver!) påstod jeg jo
at jeg havde nogenlunde styr på de luftkasteller, jeg var ved at bygge
om Instruktøren. Jeg var helt bevidst om at det kun var for sjov og
ganske ufarligt at se på ham gennem lidt lyserøde briller, når det jo
var så tydeligt for mig at han ikke var noget for mig.
Men der
gik ikke ret lang tid derefter, før jeg kunne mærke at det var ved at
løbe lidt løbsk for mig. En af mine favoritbeskæftigelser der i det helt
tidlige forår blev at gå tur i aftenmørket med musik som eneste
følgesvend. Derude hvor gadebelysningen består af måneskin og man famler
lidt i blinde indtil øjnene har vænnet sig til mørket. Der møder man
sjældent nogen, og det var en del af charmen, for så kunne jeg danse
lidt med uden at føle mig som en weirdo. Med den rigtige playliste, som
bestod af al den musik, jeg hørte sammen med Instruktøren til vores
ugentlige timer, så var der garanti for at jeg kom i mit lalleglade,
luftkastelbyggende modus.
Det var nogle fantastiske aftener med musik
i mørket, og det blev klarere og klarere for mig at jeg vist var ved at
lægge an til potentiel hjertesmerte, mens jeg gik der. Jeg tænkte flere
gange at det her kommer til at gøre ondt en dag, hvis den ugentlige
rutine med Instruktøren pludselig slutter. Alligevel fortsatte jeg
gladeligt byggeriet, jeg stornød det, og den glæde, det her luftkastel gav mig, var for vild til at det på nogen måde gav mening at stoppe. Jeg tænkte at det måtte være op til ham, hvornår det
slutter, for jeg kunne slet ikke forestille mig, at jeg nogensinde ville
kunne trække stikket. Jeg ville i hvert fald strække mig langt for at
min hverdag kunne indrettes efter det (og her kan man måske godt sige at
jeg et eller andet sted har været lidt for engageret i det, når jeg på
sin vis har været parat til at sætte verden i stå for at kunne blive ved
i samme spor). Og så måtte jeg jo samle mig selv op igen senere, hvis det skulle blive aktuelt.
Jeg kunne i øvrigt slet ikke forestille mig at han
ville sige stop, men samtidig undrede jeg mig også over at han
tilsyneladende aldrig havde brug for forandring, men det var jo bare mit
held. Indtil han pludselig gjorde det utænkelige og sagde op.
Min
første reaktion, da jeg tilfældigvis så mailen, mens jeg stadig var på
arbejde, var vel en eller anden form for chok. Og så sad jeg ellers og
stirrede ind i skærmen ude af stand til at samle mig om arbejde i en
halv times tid, indtil jeg tog mig sammen de resterende timer. Sekundet
efter jeg havde lukket døren ud til opgangen, da jeg kom hjem, væltede tårerne ud i den første af mange nedsmeltninger over
den nye virkelighed. Decideret hulkende gråd. Shit. Luftkastellet
ramlede sammen om ørerne på mig.
